Selvportræt

Jeg skriver ikke om morgenen, min hjerne er ikke klar endnu, jeg skriver ikke om eftermiddagen, jeg er for trist, jeg skriver fra klokken fem, jeg skal have været vågen længe før jeg kan begynde, mat i kroppen efter en lang dag. På solskinsdage hvor jeg har strejfet om i gaderne hele dagen på udkig efter noget at fotografere, kan jeg om aftenen komme udmattet hjem med ondt i øjnene efter alt for meget lys, jeg går dødtræt i seng, i mørket suser billeder fra dagen forbi som uforudsigelige lysbilleder indtil søvnen overvælder mig, dagen efter vågner jeg med sorte rande under øjnene, som en straf fra de organer jeg har misbrugt. Når jeg følger guidebøgernes beskrivelser, sammenligner jeg dem med virkeligheden og bliver nemt skuffet, eftersom de altid er rosende, ellers ville de ikke stå der. De dage hvor jeg dyrker sport har jeg ingen skyldfølelse, heller ikke på de områder der intet har med min krop at gøre. Selvom jeg de sidste mange år mest har skrevet på computer, har jeg stadig hård hud det sted på tommelfingeren hvor jeg holder pennen. Selv om jeg har udgivet to bøger hos ham, præsenterer min forlægger mig stadig som billedkunstner, jeg gad vide om han, hvis jeg udover at være forfatter også var revisor, ville præsentere mig sådan. I de vittigheder jeg hørte i skolen om folk fra forskellige lande var franskmanden altid ham med den langsomste bil, geværet der ikke gik af eller de mest stinkende underbukser. For tyve år siden i Spanien blev jeg, af en vens ven som jeg rejste sammen med, inviteret til middag hos en halvfjerdsårig mand af tysk oprindelse, samtalen var sjov og afslappet, jeg var veloplagt, det var sommer, jeg var på ferie, vi drak god vin, der blev serveret stærk mad på en terrasse med havudsigt, samtalen tog en uventet drejning da manden i en smiskende tone begyndte at komme med stadigt mere reaktionære bemærkninger, han smilte og kiggede mig i øjnene for at få min opbakning, de røde, de langhårede, jøderne, de arbejdsløse, de homoseksuelle, alle stod for skud, han ville tage mig som gidsel med sin gæstfrihed, jeg var endnu mere pervers end ham, jeg blev ved med at smile for at få ham til at afsløre sig selv, hvilket han i den grad gjorde, da vi havde rejst os fra bordet, viste han mig sin søns værelse, på væggen hang der et hagekorsflag, han udpegede med stolthed nogle bøger på reolen, blandt dem Mein Kampf, bagefter var jeg målløs over at min vens ven, som vidste at han havde at gøre med en tidligere SS’er, havde taget imod invitationen. Jeg fortæller aldrig vittigheder.

 

ÉDOUARD LEVÉ

Uddrag fra Selvportræt (Basilisk 2015). Oversat fra fransk af Morten Chemnitz (Autoportrait, 2005).

#51
| BIBLIOTEK | , , , | Kommentarer lukket til Selvportræt