Fortovssouvenirs


Hjørnet Hollænderdybet/A. Henriksensgade v. Netto

Fra sidst i 1700-tallet har man kunnet høre folk i Sundholmskvarteret hviske om “Slavekirkegården”. Slavekirkegården var en uindviet begravelsesplads hvor man begravede navnløse tugthusfanger, hjemløse og mordere, og der var også en afdeling for Børnehusets forældreløse.

Den 20. november 1838 blev digteren og morderen Petri Claudi Ferdinand Emil Worm henrettet på Christianshavns Fælled for rovmordet på den kendte litterat Jens Peter Tønder. Worm var under sit fængselsophold blevet lidt af en berømthed hos især borgerskabets kvinder som satte pris på hans sentimentale digte. Efter henrettelsen blev han under en vis opmærksomhed begravet på Slavekirkegården, men han fik ikke lov at hvile i fred længe. Kort tid efter begravelsen løb rygtet om at graven skulle være blevet åbnet, og en undersøgelse viste da også at rygtet talte sandt, og at ligets hovede var blevet fjernet.

Først mere end fyrre år senere blev mysteriet opklaret, da den ansete professor ved Veterinærskolen, etatsråd C. Otto, indrømmede at han i videnskabeligt øjemed havde stjålet Worms hovede. Otto var optaget af spørgsmålet om hvorvidt en morders afvigende karakter kunne aflæses af kranieskallens form.

Det leende dødningehoved, som er hugget i sort natursten, er placeret hvor slavekirkegården engang lå. Worm har endelig fået sin gravsten; den der ler sidst, ler bedst!

Hallandsgade 7

Amagers rige, fede muld er ikke kun velegnet til at dyrke kartofler og kål. Også nogle langt mere eksotiske vækster har groet her.

Sidst i 1700-tallet anlagde den nærliggende Kongelige Veterinærskole en botanisk have langs med den landevej som i dag hedder Amagerbrogade. Formålet var at studere fremmedartede og sjældne træer, planter og blomster til videnskabelige formål. Området var kun sparsomt beboet, og ‘veterinærhaven’ har nok været et fredfyldt og dejligt sted på god afstand af mylderet bag Københavns volde.

Freden varede ikke ved, og København voksede eksplosivt i 1800-tallet. Tværs igennem den gamle botaniske have anlagde kommunen Hallandsgade og Sverrigsgade. Rygtet vil vide at det den dag i dag er muligt at finde efterkommere af veterinærhavens eksotiske vækster i Hallandsgades gårdmiljøer.

Flisen mimer en anskuelighedstavle som dem man fandt i gamle dages skolestuer, fyldt med illustrationer af insekter og planter.

Hjørnet Brigadevej/Findlandsgade

Vi skruer tiden tilbage til sidste halvdel af attenhundredetallet og begiver os ind i trekantområdet som afgrænses af Brigadevej, Finlandsgade og Sundholmsvej. Amager er blevet industrialiseret, og her befinder man sig midt i fabrikkernes støj og os. Mænd, kvinder og børn trasker mellem hinanden på vej til og fra arbejde med bare tæer i slidte træsko. Overalt blander deres stemmer sig med de tunge drøn fra svære maskiner, hvislende damp som udløses fra dampmaskinens kedel, klapren fra tungtlastede hestevogne på toppede brosten. I den fugtige, hede em af smøreolie og kul mærker man ned eet en særlig kras lugt som river fælt i næsen. Det er fosfor, og den kvælende gas kommer fra tændstikfabrikken Godthaab.

Stenen er til minde om Godthaab som på den tid var Amagers største arbejdsplads med 180 ansatte, primært kvinder og børn. De første nitten år af fabrikkens levetid fra 1855 til 1874 producerede man svovlstikker. Herefter opfandt fabrikanten, Ole Chr. Green, de svovlfrie tændstikker hvortil man anvendte rødt fosfor, som er sikrere og mindre giftigt end det gule fosfor som indgik i produktionen af svovlstikkerne. Den omlagte produktion var imidlertid økonomisk bekostelig, og med tiden gik fabrikken konkurs.

Her på hjørnet af Brigadevej og Finlandsgade hvor stenen ligger, er fabrikslarmen og stemmerne forstummet, luften er ren, og på stedet hvor Godthaab lå, finder man nu Rasmus Nielsens kollegium.

Øselsgade mellem Røsågade og Lerfosstien

Det lille, ydmyge og uanseelige kan vokse sig større og blive synligt for alle og enhver, når det bæres på poesiens vinger. Det private gøres alment, der skabes håb som kan løfte os alle.

På Kornblomstvej mistede en familie engang deres lille dreng. Det er en privat tragedie som kan fortælles i mange familier rundt omkring. Men netop denne lille historie blev hos Johannes Møllehave til digtet Lyset som Anne Linnet endnu senere satte musik til, sådan at den lille begivenhed vandt endnu større udbredelse.

Stenen minder om at vi kan røre hinanden med vores historier. Derved kan selv den mindste historie blive til noget større der ikke bliver glemt.

Røsågade 57

Amager har altid huset indvandrere. De første kom fra Holland allerede i starten af 1500-tallet. De var ikke særlig velsete, men de kunne dyrke grøntsager, og det var der brug for i København. Særlig populært blev det, da de i øvrigt uglesete og fattige fremmede kunne begynde at avle den nye eksotiske spise, kartoflen, som senere skulle blive regnet for mere dansk end noget andet på middagsbordet.

Denne lange periode af Amagers tidlige historie kendes som hollændertiden. Ikke meget fra hollændertidens landsbymiljøer er bevaret i dag. Men lige her, som en lidt overraskende rest af Amagers tavse fortid, ligger her et enkelt uberørt sted, med stokroser og det hele. Her skete nemlig ingenting, og det gule hus i Røsågade 57 fik af en eller anden grund lov at stå.

Huset er gammelt, dele af det skulle efter sigende stamme helt tilbage fra 1500-tallet, og det kan man godt se, sådan som det står og hælder lidt med sine gule mure og små vinduer. Alligevel er det et moderne og nyrenoveret byhus, med graffitti-tags udenpå og samtalekøkken indeni.

Bronzestenen minder om alle de gamle bymiljøer som mere eller mindre gennemtænkte saneringer gennem tiden har slettet fra kvarterets erindring.

Hjørnet Tingvej/Sundholmsvej

For enden af Stjernevej lå Stjernekroen. På Stjernekroen bænkede lokale folk sig side om side med støvede rejsende som kom langvejs fra. Gennem flere hundrede år kunne man regne med velfyldte ølkrus og solide, varme måltider i kroens stuer. Det legendariske gæstgiveri blev anlagt i 1748 og husede en overgang landsbyen Sundbyvesters tingsted. Det var et sted ud over det sædvanlige, og myterne og historierne er mange. Karen Blixen skal have holdt oplæsning på kroen, og en purung Tove Ditlevsen har efter sigende spillet dilletantteater her. Det var også på Stjernekroen at en slemt pløret Thorvald Stauning under valget i 1923 skulle have råbt “Slå De Hunde ned!” om ærkefjenden, kommunisterne.

Med nye og hurtigere rejsende måtte krogede landsbygader erstattes af lige forbindelsesgader. Stjernevej blev til Sundholmsvej og blev ført igennem til den nye hovedfærdselsåre, Englandsvej. En stjerne blev endeligt slukket da kroens murbrokker blev kørt væk for at danne plads for en ny tid.

Stenen, som er udført i keramik, forestiller stjernen, og udstikkerne fra stjernens centrum er det netværk af rejsende der en gang blev trukket ind på Stjernekroen. Det store himmelrums matte, grå flade står som baggrund for den tindrende stjerne.

Shetlandsgade ud for Hemsedalsgade og Lidl’s parkeringsplads

Det er hen på sommeren i 1853, og hørmen fra gårdenes møddinger blander sig med den rådne stank fra de åbne rendestene i den fattige Grønlandsgade, som den ligger øde hen og flimrer i sommervarmen. Stilheden brydes nu og da af tyste stemmer og lyden af ligvognen som klaprer hen over den ujævne gadebelægning. På enkelte gadedøre har Københavns magistrat opslået den frygtede advarsel med store bogstaver; CHOLERA. Ingen i kvarteret er i tvivl om betydningen. Epidemien lægger hundredevis af mænd, kvinder og børn i graven hver uge. Byen er i undtagelsestilstand, og borgere som ikke respekterer de kontante karantæne-bestemmelser, risikerer at blive skudt uden videre.

Her i Grønlandsgade, som nu hedder Shetlandsgade, mistede Anna Jacobsen både sin voldelige og fordrukne mand og tre af sine børn. Selv overlevede hun, i lighed med døtrene Esther og Rosa, og der skulle stadig findes efterkommere af familien Jacobsen i kvarteret.

Stenen forestiller et bemøget kloakdæksel og er til minde om en tid hvor manglen på moderne sanitet medførte tragedier som koleraepidemien i 1853.

Hjørnet Tingvej og Peder Lykkes vej

Amager, den flade, grønne ø mellem Skåne og Sjælland, har aldrig været rigtig elsket af Københavnerne som uden videre brugte øen til losseplads og betragtede dens indbyggere som udannede bønder af social lavstatus. Kun få kunstnere har besunget øen, og når det er sket, har det ofte været med en vis skepsis, som når August Bournonville i Livjægerne på Amager (1871) rynker på næsen ad “samme ensformighed, uoverskuelige kålhaver” og tilføjer at “ingen turist er fristet til denne rejse”. Heller ikke H. C. Andersen havde meget til overs for stedet og udtalte at ”Jeg sætter ikke mine Been dér”. Det gjorde han nu alligevel i den syrede kunstnerroman Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.

En undtagelse er Johanne Luise Heiberg (1812-1890) som i den populære vaudeville En Søndag på Amager (1848) dvælede ved ”denne sletteskønhed” med sin ”mageløse himmelhvælving”. Måske har hun stået netop der hvor stenen ligger og nydt udsigten over Amagers vidtstrakte, åbne slette under den store himmel.

Figuren i stenen er en klassisk lediggænger som har tid til at nyde det vi andre har tendens til at overse.

 

A.M. JOBIM JOCHIMSEN

Udvalgte sten fra Fortovssouvenirs (2013). Udsmykning i kvarteret omkring Sundholmsvej på Amager. Udført i samarbejde med Områdeløft, Sundholmskvarteret. Tekstlig bearbejdning: SubVerse Text og Tone.

#46
| BIBLIOTEK, BILLEDSAMLING | , , | *