Rejsen til Rom

Torsdag den 9. april

Da jeg om morgenen trak kupevinduets rullegardin op, blev jeg blændet af et intenst hvidt lys fra hundredvis blomstrende æbletræer. Vi var i Baden i Sydtyskland, og de lange underbukser røg af. Ekelöf sov stadigvæk og vågnede ikke, før vi kom til Basel. Der havde Jernbaneguden arrangeret et langt ophold. Nattens bakkantiske spisevogn lignede virkelig en ”dagen efter”, med serpentiner flagrende gennem de åbne vinduer. Den blev koblet af og ført ind på et sidespor til en karantænelignende bygning. Dér var der en, der stak hovedet ud af et af vinduerne og råbte et eller andet. Vi fik senere at vide, at det var nonnen. Hun var faldet i søvn under et af bordene.

Ekelöf sprang lysvågen ned på perronen. Han viftede til mig med sin tomme papirspose og foreslog, at vi skulle tage en styrkende promenade for at få gang i hjernecellerne og kroppens ekstremiteter. Da vi efter cirka en halv time var tilbage ved vores vogn, mødte vi en gruppe mænd klædt i sorte hatte og lange sorte frakker. Den første, som steg ind i vores vogn, var en ung mand med skæg. Den næste, som steg ind, var en ældre mand med skæg. Den næste igen var en endnu ældre mand med skæg. Så kom der igen en ung mand med skæg. Og så en til. ”KGB,” hviskede Ekelöf. ”De ligner ortodokse jøder,” sagde jeg. ”Hurtigt, ind i kupeen!” råbte Ekelöf, ”de har falske skæg og er gået ind i vores kupe for at udspionere os!”

To sygehjælpere kom nu løbende med nonnen liggende på en båre, akkurat som Europa- ekspressen begyndte at køre ud fra perronen. Sygehjælperne ville kaste nonnen over til vores sovevognskonduktør, som stod i giv akt ved et af de åbne kupevinduer og gjorde honnør for Basels jernbanestation. Ikke før Europaekspressen havde forladt perronen med alle sine vogne, afbrød han honnøren og tog imod hende. Han trykkede hende ned på hendes plads på sin brutale maner. Et vinforråd, der kunne minde om en vinkælder, nåede vi ikke at skaffe i Basel. Vi købte kun ti øl og to flasker cognac. Vi havde tænkt os at ankomme ædru til Rom.

Efter vi havde forladt Basel, havde Ekelöf ikke sagt et ord. Han sad med lukkede øjne i sit hjørne. Af og til så han med dystre øjne ud på det solgnistrende alpelandskab. Europaekspressen åndede tungt. Da vores venner fra spisevognen gik forbi i korridoren, så de forlegne ud og smilte anstrengt. ”Europaekspressen,” sagde jeg halvhøjt, ”er blevet forvandlet til et ligtog, som snart bliver opslugt af underverdenen – Sankt Gotthardstunnelen.” Ekelöf vågnede og syntes, at det var et ganske godt billede. Ekelöf fortsatte: ”Aljosja, vi ved, hvordan det ender for dig og mig i ’Brødrene Karamazov’. Hvorfor skal vi så udvide romanen med nye problemer og ændre slutningen? Romanen er god nok, som den er. Der er ikke noget at tilføje.” I samme øjeblik kørte vi ind i Sankt Gotthardstunnelen. Der blev bælgmørkt i vores kupe. Vi forsøgte at tænde lyset.

Men det virkede ikke. Inde i tunnelen blev togets dunk mod skinnerne forstærket til en helvedes musik. Pludselig blev lyset tændt. Som en åbenbaring stod nonnen der. Ekelöf skyggede med hånden for øjnene og udbrød: ”Jomfruen! Jomfruen!” Selv holdt jeg besværgende rosenkransen frem mod hende. Uden et ord tog hun rosenkransen ud af min hånd, og lyset gik ud.

Efter den episode i Sankt Gotthardstunnelen blev Ekelöf igen tavs, og jeg gik ud i korridoren for at lede efter vores skygger. De sortklædte skæg befandt sig ikke i vores vogn og heller ikke i en af de andre vogne. Måske havde de taget skæggene af og klædt om. KGB’s spioner ansås for at være dygtige folk og lod sig ikke så let afsløre. Men hvorfor skulle de skygge os? Vi var svenskere, og jeg rejste til Italien for at uddanne mig. Ekelöf havde godt nok skrevet digtet ”Till de folkhemske”. Det havde jeg for nylig læst i ”Non serviam”. Så vidt jeg forstod, var digtet rettet mod statsminister Per Albin Hanssons vision om et svensk ”folkehjem” og ikke mod Sovjet- unionen. KGB’s mistanker virkede ubegrundede. Sovjetunionens udvikling til George Orwells ”1984” var en anden sag. De skyggede de forkerte personer.

Da jeg vendte tilbage til vores vogn åbnede sovevognskonduktøren en kupedør. Derinde så jeg de sortklædte skæg. De opdagede mig ikke og sad dybt fordybede i ”Talmud”. Jeg slap forbi den brutale sovevognskonduktør og fortrak hastigt til vores kupe. Døren låste jeg omhyggeligt og sank ned i mit hjørne.

Ekelöf sad der tavst som før og så nedtrykt ud. Da vi nærmede os Chiasso, brød han tavsheden og spurgte: ”Hvor er mine ørepropper? Jeg kan ikke holde den dunken ud længere. Mærk efter om de er i min jakkelomme!” – ”Den eneste dunken, jeg kan høre, er i mit hoved,” sagde jeg. ”Det er dér, skinnerne sidder,” svarede Ekelöf og fik ørepropperne.

Ekelöfs humør blev nu bedre, og han sagde, at det tunge er det lette værd. Og at man rejser for at formere sig … menneskeligt set. Efter disse ord lukkede Ekelöf øjnene og faldt i søvn i sit hjørne. Jeg fulgte hans eksempel til trods for, at den vise Jernbanegud havde arrangeret to timers ophold i Milano. Spisevognen havde jeg ikke lyst til at besøge, især ikke hvis de sortklædte skæg sad der.

 

ÅKE HODELL

Uddrag fra Rejsen til Rom – med Gunnar Ekelöf. Oversat af Mikkel Thykier. Tidsskriftet Morgenrøde Nr. 4, 2011.

morgenrøde.dk

#17
| BIBLIOTEK | , , , link