Ting som er nære skønt på afstand

Ting som virker behagelige
I spil at slå seksere tolv gange i træk.
Perfekt sortfarvede tænder.
Et glas koldt vand, når man vågner midt om natten.
En serie veludførte billeder af kvinder, med tilhørende interessante tekster.

Da jeg trækker et dørforhæng til side, og ser ind i et af værelserne, er det Sei Shoganons observerende blik, der møder mit, hvor usynlig jeg end er. Hendes lange glatte blåsorte hår når gulvet. Hendes kimono, som består af flere lag stof i sart changerende farver, valgt i overensstemmelse med årstiden, efterårets og paladsgårdens mange træer i rødlige, lilla, violette og orange nuancer, slynger sig elegant omkring hendes sært neutrale krop. Hun lyser pludselig op i et smil ved lyden af en vogn, der standser udenfor, og går ud på svalegangen; jeg skal lige vænne mig til hendes sorte tænder. En dreng, en budbringer kommer løbende og overrækker hende et stykke papir. Et digt, et svar fra en hun har sovet sammen med den foregående nat. Det er kutyme, at manden straks, når han kommer hjem til sig selv efter en elskovsnat, sætter sig til at skrive et digt til kvinden, han har været sammen med, en formfuldendt besked i digtform, der gengiver hans følelser. Kommer der ikke noget digt fra ham, er det sørgeligt, og kvinden går i rette med ham eller lader som ingenting. Og skriver om det på den ene eller anden måde, følsomt, kritisk, i særlige tilfælde opgivende.

Ting man ikke fatter
At opleve, at en mand, der midt om natten pludselig får travlt med at komme afsted, alligevel tager sig tid til omhyggeligt at binde alle snorene i sin hårpynt. Er det virkelig nødvendigt? Og hvorfor fumler han med at få sin kappe til at sidde helt som den skal og børster fnug af ærmerne? Tror han da virkelig, at der er nogen der vil se ham på denne tid af natten og begynde at kritisere ham for ikke at være ulasteligt klædt?

“The Pillow Book” indeholder alt fra naturbeskrivelser, dagbogsoptegnelser, sketches, skarpe observationer af hoflivets ritualer, sladder og digte. Et detaljeret kildemateriale til forståelse af de faktiske forhold for den tids mennesker, specielt i de øvre lag. Med til billedet hører, at selv om “The Pillow Book” er skrevet på hverdagssprog, så var den for datidens dannede læsere fyldt med referencer og allusioner til andre digteres værker i tiden, også kinesiske, samt til ritualer og omgangsformer og naturskatte. Bogens bærende struktur er beskrivelserne fra dagliglivet i byen Heian-kyo og dens nærmeste omegn, med udflugter til bjerge og landsbyer, skove og floder, og beskrivelserne fra livet, kontroverserne, kærligheds- og sladderhistorierne fra paladset, set fra en tjenende ånds perspektiv, Sei Shonagons, som trods sin jævne baggrund, føler sig højt på strå. Det hele gennemsyres af en ligefrem og barsk humor. Muntert går det for sig i afsnittene om diverse love affairs. Der synes at have hersket et livligt frit og afslappet forhold kønnene imellem. En gennemgående markør i bogen er de mange lister over ting og forhold, der enten faldt i Sei Shonagons smag som prisværdige, eller som hun tog afstand fra og kritiserede. Det er udpluk fra disse lister, der er medtaget her. Der er lister over folk, som ser ud til at være tilfredse med sig selv, og lister over ting, som har mistet deres magt, blandet med lister over byer og floder og bjerge, og der er lister over dyr og planter og lister over:

Ting som gør mig trist til mode
Jeg har skrevet et digt for en anden, og hører digtet prist i høje toner som om det var den andens eget værk. Det gør mig trist til mode; og alligevel er det meget opmuntrende.

Ting som er pinlige
Jeg er uden egentlig at ville det kommet til at sige noget ufordelagtigt om en person;
et barn som har lyttet med gentager ufortrødent mine ord til den, jeg har snakket ilde om – meget pinligt.
En jeg kender snøfter og fortæller en gribende historie. Jeg er dybt berørt; men hvad årsagen end er, jeg fælder ikke en eneste tåre – meget pinligt. Jeg lægger mit ansigt i dramatiske folder, som om jeg er lige ved at briste i gråd, det hjælper ikke – ikke en eneste tåre viser sig. Til andre tider strømmer tårerne, bare jeg lytter til en, der fortæller om noget meget lykkeligt – meget pinligt.

Det hele startede, ifølge “The Pillow Book” selv, med, at Sei Shonagon blev overdraget en “bunke nye ubeskrevne notesbøger” af kejserinden, som i forvejen havde nok af den slags. Sei Shonagon brugte dem som hovedpude. Hovedpuder i den tids Japan var ret solide tingester, dog ikke almindeligvis lavet af notesbøger, men snarere snedkereret som en lille kasse med plads til bl.a. notespapirer, så de var lige ved hånden for sengens ejer, som kunne få lyst til at skrive noget ned på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Og det var netop Sei Shonagons lyst, til enhver tid at kunne få fat i papir og pensel, for at øve sig, for at indfange indtryk og historier og episoder, før de forsvandt, og skrible dem ned, og gøre sig gældende. Det var ikke en lyst, hun var alene om, men i det hele taget en meget udbredt skik.

Ting som giver mig hjertebanken
Spurve som mader deres unger.
At passere et sted fyldt med legende spædbørn.
Når jeg får øje på skyerne i mit fine kinesiske spejl.
Når jeg vasker mit hår, bader min krop og ifører mig en velduftende kimono;
selv om ikke en sjæl ser mig, giver det sådan en indre nydelse.

 

MARIANNE LARSEN

Uddrag fra forfatterportrættet “Ting som er nære skønt på afstand” om den japanske digter Sei Shonagon (ca. 965-1017), Standart #2, juni 2011. Shonagon-uddragene er gendigtet af Marianne Larsen fra Ivan Morris’ oversættelse.

standart.nu 

#18
| BIBLIOTEK | , , , , , link