Voldsmænd river det til sig

Lyskredsen blev mægtig og de svingede ind i midten af den og holdt stille. Det var en gabende betonmund med to røde benzinpumper forrest og et lille glaskontor bagved. ”Jeg siger hvad nu hvis der ingenting sker?” gentog Meeks.

Drengen så dystert på ham og mindedes stilheden efter sin grandonkels død.

”Nåh?” sagde Meeks.

”Så får jeg det til og ske,” sagde han. ”Jeg kan handle.”

”Dygtig dreng,” sagde Meeks. Han åbnede bildøren og stak benet ud mens han blev ved med at iagttage sin passager. Så sagde han: ”Vent et øjeblik. Jeg skal lige ringe til min pige.”

En mand sad og sov i en stol der var vippet op mod glaskontorets ydervæg, og Meeks gik ind uden at vække ham. Kun et øjeblik strakte Tarwater halsen ud ad vinduet. Så steg han ud og gik hen til kontordøren for at se på at Meeks brugte maskinen. Lille og sort stod den midt på et overfyldt skrivebord Meeks satte sig ned på som om det var hans eget. Lokalet var foret med bildæk og lugtede af beton og gummi. Meeks skilte maskinen i to dele og holdt den ene del op til hovedet mens han cirklede med fingeren på den anden del. Så sad han og ventede og dinglede med foden mens røret summede i hans øre. Da der var gået et øjeblik, begyndte et syrligt smil at ætse i mundvigene, han trak vejret og sagde: ”Harj skat, vo’n går det?” og der hvor Tarwater stod i døren hørte han en virkelig kvindestemme, som en der kom fra hinsides graven, sige: ”Hejsa skat, er det virkli darj ?” og Meeks sagde at det var ham, ham og ingen anden, og lavede en aftale med hende om ti minutter. Tarwater stod i døråbningen, fuld af ærefrygt. Meeks satte telefonen sammen og sagde så med listig stemme: ”Hvorfor tager du for resten ikke og ringer til din onkel?” og så drengens ansigt forandre sig, øjnene dreje mistænksomt til siden og kødet falde sammen om den benede mund.

”Ham kan jeg tidligt nok komme til og tale med,” mumlede han, men fascineret blev han ved med at kigge på den sorte maskine med spolerne.

”Hvordan bruger man den?” spurgte han.

”Man drejer et nummer lissom jeg gjorde. Ring til din onkel,” pressede Meeks på.

”Nej, hende kvinden venter på dig,” sagde Tarwater.

”Hun kan vente,” sagde Meeks. ”Det er det hun er bedst til.”

Drengen nærmede sig den og tog det stykke pap frem han havde skrevet nummeret på. Han satte fingeren på nummerskiven og begyndte forsigtigt at dreje den.

”Gudfaderbevares,” sagde Meeks og løftede røret af og stak det i hånden på ham og tvang hånden op til øret. Han drejede nummeret for ham og puffede ham så ned i kontorstolen for at vente, men Tarwater rejste sig op igen, let foroverbøjet, og holdt det summende rør mod hovedet mens hjertet ondskabsfuldt begyndte at sparke mod brystkassens væg.

”Den taler ikke,” mumlede han.

”Giv ham tid,” sagde Meeks, ”måske kan han ikke lide og stå op midt om natten.”

Summelyden fortsatte et minuts tid og holdt så pludselig op. Tarwater stod målløs og holdt røret tæt ind til hovedet, ansigtet var stift som om han var bange for at Herren lige straks ville tale til ham i maskinen. Lige med et hørte han noget der lød som tung vejrtrækning i sit øre.

”Bed om og tale med rette vedkommende,” sufllerede Meeks. ”Hvordan tror du du kommer til og tale med ham hvis du ikke spørger efter ham?”

Drengen blev stående fuldstændig som han var uden at sige noget.

”Jeg sagde du skulle bede om og tale med rette vedkommende,” sagde Meeks irriteret. ”Hvor har du din forstand’?”

”Jeg vil tale med min onkel,” hviskede Tarwater.

 

FLANNERY O’CONNOR

Uddrag fra Voldsmænd river det til sig. Arena 2011. Oversat af Karsten Sand Iversen efter The Violent Bear It Away (1960).

#20
| BIBLIOTEK | , , , link