Huden er det elastiske hylster
der omgiver hele legemet

Jeg genfandt et fotografi af min søn som syttenårig. Nej. Jeg genfandt et fotografi af mig selv som syttenårig og tænkte: Det der er nogens søn. Hvor er han mager. Hvor er han stadig den lille og alligevel; ansigtet, hvor er det skyldigt, optændt, hvorfor. Forestiller han sig fem ufødte børn, står de og glammer ham i ærmet, tror han virkelig, at sæden har gyldighed. Har han endnu en ide om lykke, kan den ligge i en popsang, en krukke, hvor er fotografiet taget, hvor.

Den, som købte den rosa hat med flad skygge og et bredt sort bånd, det er hende, denne kvinde fra et bestemt fotografi, det er min mor. På fotografiet poserer hun på en strand, hun er ganske ung, atten år, tyve år. Det var på denne rejse, hun købte hatten, det var her, hun mødte sin elskede; denne afgørende hændelse, er den indtruffet på dette fotografi, er det ham, der fotograferer min mor på stranden, er det en veninde, en turist, en indfødt. Hun er iført en gul badedragt.

Disse fotografier, der eksisterer så mange af dem. Jeg opbevarer dem i min skrivebordsskuffe, de ligger løst, de blander sig sammen. Jeg bilder mig ikke ind, at det øjeblik, hvor de er taget, kan fastholdes, ej heller frigøres, hvad skal man stille op med fotografier, hvad. Hvad skal man stille op med øjeblikke. Man er så forhippet, så sejlivet den ene dag, så kuldsejlet den næste, man rager rundt langs grøfterne, man kaster lidt blod op, ja.

Og man kan ikke genkende sin elskede i hallen til et offentligt sted.

Først da jeg går udenfor og ryger med ham. Først da jeg tænder lighteren foran hans cigaret, som han holder mellem tommel- og pegefinger, først da han lægger sin hånd om mit håndled for præcist at ramme flammen med cigarethovedet. Da rasler genkendelsen igennem mig. Da kommer billedet. Eller lydene, måske jeg skulle kalde det lydene.

 

BJØRN RASMUSSEN

Uddrag fra Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (Gyldendal 2011). Tekstvalg: Mathias Danbolt.

#29
| BIBLIOTEK | , , , link