Hyænen

I det sælsomme rodsammen, vi kalder for livet, er der tidspunkter og begivenheder så underlige, at hele universet må opfattes som en uhyrlig spøg, og dog er det svært at se, hvad morskaben i grunden går ud på, bortset fra at den er på ens egen bekostning. Men det er ikke noget, der skal ødelægge ens humør, eller som det er værd at kævles om. Ved slige lejligheder sluger vi alle hændelser, enhver tro, anskuelse og overbevisning, alle hårdhjertede kendsgerninger, og det gør vi, hvad enten de er synlige eller usynlige og helt uafhængigt af, hvor nobrede de er, akkurat som en struds med god fordøjelse nedsvælger både kugler og flint. Og lige som mindre vanskeligheder og små bekymringer synes også udsigten til den pludselige ulykke, faren for liv og lemmer, alt det og døden selv kun at være den skjulte og uforklarlige gamle spøgefugls underfundige og velmente smådask. Denne lunefulde stemning indfinder sig kun under de værste trængsler og midt i alvoren, så hvad der lige før forekom én at være højst betydningsfuldt nu blot er en del af spøgen. Intet kan som hvalfangerlivets farer give anledning til denne ligefremme, gemytlige, ubekymrede og fandenivoldske filosofi og således opfattede jeg nu hele Pequods rejse og den store Hvide Hval, der var dens mål.

”Queequeq,” sagde jeg, da jeg som den sidste var trukket op på dækket og endnu stod og rystede mig i min trøje for at slå vandet af; ”Queequeq, min kære ven; sker den slags ofte?” Uden større føleri og skønt han var lige så gennemblødt som mig, sagde han, at det gjorde det.

”Mr. Stubb,” sagde jeg til denne brave mand, der nu indhyllet i sin oliefrakke stod midt i regnen og stilfærdigt bakkede på sin pibe; ”Mr. Stubb, jeg mener, jeg har hørt Dem påstå, at af alle de hvalfangere, De har truffet, er Mr. Starbuck så langt den mest påpasselige og forsigtige. At gå lige løs på en flygtende hval for fulde sejl og midt i storm og tåge må jeg altså opfatte som udtryk for en hvalfangers allerstørste omhu.”

”Bestemt. I en hård kuling ud for Kap Horn har jeg engang fra et læk skib sat både ud efter en hval.”

”Mr. Flask,’ sagde jeg til lille Bjørn, der stod i nærheden; ”Modsat mig er De en erfaren mand. Vil De sige mig, om det er en ufravigelig regel i hvalfangsten, at en rorkarl skal brække sin egen ryg, når han med ryggen til styrer direkte ind mod dødens kæber?”

”Kan du ikke udtrykke dig knap så forskruet?” sagde Flask. Ja, sådan er det. Jeg gad se det mandskab, der med hovedet forrest ville sejle lige ind mod en hval. Ha, ha! den hval ville gøre dem godt skeløjede!”

Fra tre objektive vidner fik jeg her en velovervejet vurdering af hele sagen. Da storm og kæntring og efterfølgende overnatning på havets dyb var en del af denne livsform, da jeg i hvalfangstens mest kritiske øjeblikke måtte overlade mit liv til ham, der styrede båden – undertiden en fyr, der i sin ophidsede og vanvittige hoppen er lige ved at sænke den – da den specielle ulykke, der overgik vor egen specielle båd, især skyldtes, at Starbuck næsten lige op mod stormen var sejlet hen til sin hval, da Starbuck ikke desto mindre var kendt for sin store omhu i fangeriet, da jeg hørte til den ualmindelig påpasselige Starbucks mandskab, og da jeg deltog i den djævelske jagt på den Hvide Hval, ja, alt det taget i betragtning kunne jeg lige så godt gå ned og skrive et udkast til mit testamente. ”Queequeq,” sagde jeg, ”kom her, du skal være min advokat, min eksekutor og min arving.”

Det kan se besynderligt ud, at netop sømænd skulle sidde og nørkle med deres sidste vilje og testamente, men ingen i hele verden holder mere af den adspredelse. Det var nu fjerde gang i mit sømandsliv, jeg gjorde det samme. Og da formaliteterne denne gang var overstået, følte jeg mig langt bedre tilpas; en sten var væltet fra mit hjerte. Desuden ville resten af mine dage nu være lige så lykkelige som de dage, Lazarus levede efter sin opstandelse; en ren profit på så og så mange måneder eller uger, eller hvordan det nu ville gå. Jeg overlevede mig selv; min død og min begravelse var låst inde i min skibskiste. Rolig og veltilpas kiggede jeg mig om som et stilfærdigt spøgelse, der med god samvittighed sidder bag et hyggeligt familiegravsteds gitter.

Uden at tænke over det smøgede jeg frakkeærmerne op; nu kunne jeg roligt og fattet dykke ned i død og ødelæggelse, tænkte jeg – og Fanden tager de sidste.

 

HERMAN MELVILLE

Kapitel 49 af Moby Dick – eller Hvalen. Oversat af Flemming Chr. Nielsen. Forlaget Bindslev 2011.

#31
| BIBLIOTEK | , , , link