Det egyptiske mærke

Jeg vil skynde mig at fortælle den virkelige sandhed. Det haster. Ordet giver en messingagtig smag i munden, ligesom et aspirinpulver.

Levertran smager som en blanding af ildebrande, gule vintermorgener og fiskeolie; smagen af udrevne, bristede øjne, smagen af afsky, på grænsen til henrykkelse.

Et fugleøje, der svømmer i blod, har også sin måde at se verden på.

Bøger smelter som isklumper, man tager med indendørs. Alting skrumper. En hvilken som helst genstand er for mig en bog. Hvad er forskellen på en bog og en genstand? Jeg kender ikke livet; det blev forbyttet for mig allerede på det tidspunkt, hvor jeg stiftede bekendtskab med den knasende lyd af arsenik mellem tænderne på den sorthårede, franske elskerinde, en lillesøster til vores egen stolte Anna.

Alting skrumper. Alting smelter. Også Goethe smelter. Vor tilmålte tid er så kort. Håndfladen fryser ved berøringen med det glidende skæfte på den blodløse, sprøde kårde, som blev banket løs fra et nedløbsrør ved et isslag.

Men tanken er ikke blevet sløvet, lige så lidt som bøddelstålet på ”Nurmis-skøjterne”, der engang gled hen over den blå, noprede is.

Således vokser skøjterne sammen med de faconløse barnestøvler – disse små, amerikanske, snørede hove – når de skrues på, som skalpeller af friskhed og ungdom, og når det dermed udstyrede fodtøj har trukket rundt med sin glade vægt, forvandles det til formidable reminiscenser af drager, som hverken har et navn eller en pris.

Det bliver sværere og sværere at vende bladene i den frosne bog, som er indbundet i økser ved gaslygternes skær.

I, brændedepoter, byens sorte biblioteker –
vi skal nok læse og kigge i jer.

Det lå et sted på Podjatjeskajagaden, det berømmelige bibliotek, hvorfra man bragte stakkevis af brune, udenlandske og russiske bøger med ud til sommerhuset, bøger med smitsomme sider, læst tynde som silke. Bøgerne blev fundet frem på hylderne af grimme frøkener. En låner skulle have Bourget, en anden George Ohnet, en tredje noget helt femte fra bibliotekets rodebutik.

På den anden side af gaden lå der en brandstation med hermetisk lukkede porte og en klokke med svampehat.

Nogle bogsider var gennemsigtige som løgskaller. De bar på mæslinger, skarlagensfeber og skoldkopper. Inde i syningen på disse sommerhusbøger, som ofte blev glemt på stranden, blev sandets gyldne skæl liggende, og hvor meget man end rystede dem, blev de ved med at dukke op.

Somme tider dryssede et lille, gotisk bregnebladsgrantræ ud, fladtrykt og presset til døde, somme tider en mumificeret, navnløs, nordisk blomst.

Ildebrande og bøger – det er godt.

Vi skal nok kigge – og læse.

OSIP MANDELSJTAM

Uddrag fra Det egyptiske mærke (Basilisk 2011), oversat af Mette Dalsgaard.

#5
| BIBLIOTEK | , , , link