og jeg ved hvad det er    Der
findes ingen udgang fra dette,
ingen flugt, heller intet
svigt    Det er i dette jeg skal

være, med hele mit væsen
Vi vælger ikke vores svigt
Vi vælger heller ikke vores

kærlighed    Vi er udvalgte    Til
hvad? Handlingerne sker i for-
tvivlelse, skrøbelig, fuld af ynde

GÖRAN SONNEVI

Digt uden titel fra Klangenes bog (Arena 2012), oversat af Julie Sten-Knudsen. Originalen Klangernas bog udkom i 1998.

#33

Krageekspeditionsslæde (2012)

Blomsterdetektor (2012)

Aflytning af fuglefodtrin (1998)

Den hjertevarmende udflugtssamovar (2012)

HARTMUT STOCKTER

Billeder fra udstillingen Beskeder fra et hi. Skulpturi.dk, januar-februar 2012. Sidste dag 18/2. Fotos: Erling Lykke Jeppesen.

www.hstockter.de

#32

”Queequeq,” sagde jeg, da jeg som den sidste var trukket op på dækket og endnu stod og rystede mig i min trøje for at slå vandet af; ”Queequeq, min kære ven; sker den slags ofte?” Uden større føleri og skønt han var lige så gennemblødt som mig, sagde han, at det gjorde det.

”Mr. Stubb,” sagde jeg til denne brave mand, der nu indhyllet i sin oliefrakke stod midt i regnen og stilfærdigt bakkede på sin pibe; ”Mr. Stubb, jeg mener, jeg har hørt Dem påstå, at af alle de hvalfangere, De har truffet, er Mr. Starbuck så langt den mest påpasselige og forsigtige. At gå lige løs på en flygtende hval for fulde sejl og midt i storm og tåge må jeg altså opfatte som udtryk for en hvalfangers allerstørste omhu.”

”Bestemt. I en hård kuling ud for Kap Horn har jeg engang fra et læk skib sat både ud efter en hval.”

”Mr. Flask,’ sagde jeg til lille Bjørn, der stod i nærheden; ”Modsat mig er De en erfaren mand. Vil De sige mig, om det er en ufravigelig regel i hvalfangsten, at en rorkarl skal brække sin egen ryg, når han med ryggen til styrer direkte ind mod dødens kæber?”

”Kan du ikke udtrykke dig knap så forskruet?” sagde Flask. Ja, sådan er det. Jeg gad se det mandskab, der med hovedet forrest ville sejle lige ind mod en hval. Ha, ha! den hval ville gøre dem godt skeløjede!”

Fra tre objektive vidner fik jeg her en velovervejet vurdering af hele sagen. Da storm og kæntring og efterfølgende overnatning på havets dyb var en del af denne livsform, da jeg i hvalfangstens mest kritiske øjeblikke måtte overlade mit liv til ham, der styrede båden – undertiden en fyr, der i sin ophidsede og vanvittige hoppen er lige ved at sænke den – da den specielle ulykke, der overgik vor egen specielle båd, især skyldtes, at Starbuck næsten lige op mod stormen var sejlet hen til sin hval, da Starbuck ikke desto mindre var kendt for sin store omhu i fangeriet, da jeg hørte til den ualmindelig påpasselige Starbucks mandskab, og da jeg deltog i den djævelske jagt på den Hvide Hval, ja, alt det taget i betragtning kunne jeg lige så godt gå ned og skrive et udkast til mit testamente. ”Queequeq,” sagde jeg, ”kom her, du skal være min advokat, min eksekutor og min arving.”

Det kan se besynderligt ud, at netop sømænd skulle sidde og nørkle med deres sidste vilje og testamente, men ingen i hele verden holder mere af den adspredelse. Det var nu fjerde gang i mit sømandsliv, jeg gjorde det samme. Og da formaliteterne denne gang var overstået, følte jeg mig langt bedre tilpas; en sten var væltet fra mit hjerte. Desuden ville resten af mine dage nu være lige så lykkelige som de dage, Lazarus levede efter sin opstandelse; en ren profit på så og så mange måneder eller uger, eller hvordan det nu ville gå. Jeg overlevede mig selv; min død og min begravelse var låst inde i min skibskiste. Rolig og veltilpas kiggede jeg mig om som et stilfærdigt spøgelse, der med god samvittighed sidder bag et hyggeligt familiegravsteds gitter.

Uden at tænke over det smøgede jeg frakkeærmerne op; nu kunne jeg roligt og fattet dykke ned i død og ødelæggelse, tænkte jeg – og Fanden tager de sidste.

HERMAN MELVILLE

Kapitel 49 af Moby Dick – eller Hvalen. Oversat af Flemming Chr. Nielsen. Forlaget Bindslev 2011.

#31

elsker hinanden. Stivnede smil, at gøre
noget for hinanden, en hårdt tilkæmpet
følelse af, at alt er i orden, at
det er vedtaget at alt er i orden,

følelsen af, at noget andet kan vokse
frem inde bagved, mens man arbejder
på at få tingene i orden, mens man
smiler. Jeg vil ikke sige, at jeg har det
dårligt. Jeg vil heller ikke sige, at jeg har
det godt. Jeg har det sådan midtimellem.

PABLO LLAMBÍAS

Digt fra Monte Lema (Gyldendal 2011).

llambias.info

#30 

Den, som købte den rosa hat med flad skygge og et bredt sort bånd, det er hende, denne kvinde fra et bestemt fotografi, det er min mor. På fotografiet poserer hun på en strand, hun er ganske ung, atten år, tyve år. Det var på denne rejse, hun købte hatten, det var her, hun mødte sin elskede; denne afgørende hændelse, er den indtruffet på dette fotografi, er det ham, der fotograferer min mor på stranden, er det en veninde, en turist, en indfødt. Hun er iført en gul badedragt.

Disse fotografier, der eksisterer så mange af dem. Jeg opbevarer dem i min skrivebordsskuffe, de ligger løst, de blander sig sammen. Jeg bilder mig ikke ind, at det øjeblik, hvor de er taget, kan fastholdes, ej heller frigøres, hvad skal man stille op med fotografier, hvad. Hvad skal man stille op med øjeblikke. Man er så forhippet, så sejlivet den ene dag, så kuldsejlet den næste, man rager rundt langs grøfterne, man kaster lidt blod op, ja.

Og man kan ikke genkende sin elskede i hallen til et offentligt sted.

Først da jeg går udenfor og ryger med ham. Først da jeg tænder lighteren foran hans cigaret, som han holder mellem tommel- og pegefinger, først da han lægger sin hånd om mit håndled for præcist at ramme flammen med cigarethovedet. Da rasler genkendelsen igennem mig. Da kommer billedet. Eller lydene, måske jeg skulle kalde det lydene.

BJØRN RASMUSSEN

Uddrag fra Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (Gyldendal 2011). Tekstvalg: Mathias Danbolt.

#29

TÓRODDUR POULSEN

Digt fra Udsyn / Útsýni, Forlaget Torgard (2011), oversat fra færøsk af Erik Skyum-Nielsen. Udkom på færøsk i 2009.

#28

ASTA OLIVIA NORDENHOF

Uddrag fra Et ansigt til Emily, Basilisk 2011. Tekstvalg: Maja Elverkilde.

jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com

#27

du beviste at sorte sten kan gøres hvide
du beviste at sten er sten
det er rigtigt og smukt      det er for let til at bære

du gjorde det på bare tre linjer

selv er jeg stadig et menneske med mange umulige ønsker
                                                                              (alt for mange linjer):

hvor gerne jeg ville skrive dét digt
løfte øjnene fra papiret      lægge pennen

 

ADDA DJØRUP

Digt uden titel fra 37 Postkort (Samleren 2011).

#26

Ikke noget særligt:
En pludselig bleghed ved synet
af et ikke eksisterende ansigt.
Et hundredårigt barn
trækker hunden i halen.
Vi må irettesætte det.
Denne mikroskopiske håndfuld aske.

Vi retter hattene
på vores urgamle mødre.
Fader har igen glemt at skifte slips.
Udødelige
står de model for fotografen.
Bagefter er de ikke mere til.

Kun os.
Født for sent
for en tidlig død.

JANINA KATZ

Digt fra Skrevet på polsk, Rosinante 2011.

#25

PETER CALLESEN

Udsmykning af Guldborgsund-bibliotekernes bogbus (2011).

“Først fotograferede Peter Callesen omkring 500 forskellige bøger fra det lokale bibliotek. Så bad han områdets beboere om at komme med deres egne bogtitler, som han erstattede de gamle titler med”.

petercallesen.com

#24