Det stivnede smil forfølger mig. Jeg tørrer
det af, når der ikke er nogen der ser det.
Jeg spekulerer på, om det er sådan,
det er. Om det er sådan, voksne mennesker
elsker hinanden. Stivnede smil, at gøre
noget for hinanden, en hårdt tilkæmpet
følelse af, at alt er i orden, at
det er vedtaget at alt er i orden,
følelsen af, at noget andet kan vokse
frem inde bagved, mens man arbejder
på at få tingene i orden, mens man
smiler. Jeg vil ikke sige, at jeg har det
dårligt. Jeg vil heller ikke sige, at jeg har
det godt. Jeg har det sådan midtimellem.
PABLO LLAMBÍAS
Digt fra Monte Lema (Gyldendal 2011).
